Søndag den 8. januar kunne jeg i Politiken læse en kronik skrevet af min gode ven Jan Vagn Jakobsen.
Lad mig lige fortælle lidt om min ven Jan. Han er et par år yngre end jeg. Journalist, foredragsholder, kommunalpolitiker blandt meget andet. Faktisk har Jan levet 40 år mere end forventet. Han har nemlig muskelsvind. I modsætning til lægernes forventninger i Jans barndom er det ikke et problem, der forhindrer ham i at leve lige så længe som mig for at nævne et eksempel.
Jan har som nævnt muskelsvind. Han lider ikke af det- mig bekendt. Alligevel er han med sit handicap i en kategori, hvor han umuligt selv vil kunne klare livet. Jan kan nemlig ikke trække vejret selv, men bruger respirator. Er der strøm på respiratoren og hjælpere omkring ham er det det problem dog løst.
Jan var blevet provokeret af debatten om aktiv dødshjælp. Ikke over at den finder sted. Men primært fordi emnet næsten altid behandles overfladisk og unuanceret.
Derfor argumenterer han ud fra egne forudsætninger mod tendenserne til at institutionalisere aktiv dødshjælp og istedet for retten til aktiv livshjælp og selvbestemmelse i eget liv.
Jans valg af emne for kronikken er dødsens alvorligt. Bogstaveligt talt. Når der med jævne mellemrum debatteres aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord tages der som regel afsæt i mennesker, hvis liv på en eller anden måde føles ubærligt. Mennesker med voldsomme smerter og uden udsigt til helbredelse eller yderligere effekt af behandling. Også handicappede, som befinder sig i en situation, hvor prognosen for fremtiden kun er nedadgående er sagesløse figuranter i diskussionen.
Normalt er de debatterede meningsdannere optaget af de etiske og juridiske problemstillinger i at medvirke til at afslutte en anden persons liv. Mange gange en højstemt intellektuel debat. Sjældent med deltagelse af dem, det hele handler om. De kronisk og alvorligt syge eller svært handicappede.
Det vendte Jan på hovedet og insisterede på retten til at leve livet så længe som muligt. Samtidigt forlangte han fuld respekt om retten til selv at bestemme, hvad der definerer det gode liv for ham. Oven i købet forlangte ham selv at ville styre, hvordan hans liv skal leves.
Den vigtige pointe i Jans kronik var, at andre end de sædvanlige aktører må blande sig i denne debat for at sikre, at den ikke havner i en udsigtsløs diskussion om hvordan vi kan skabe rammer for lovligt at tage livet af hinanden eller assistere hinanden i at begå selvmord.
Han forlanger faktisk, at der tages stilling til om vi er villige til at holde fast i nogle væsentlige principper i social- og handicappolitikken. Solidaritet og retten til kompensation.
Det er i sidste ende et spørgsmål om velfærdsstat eller konkurrencestat.
I vore dage synes der at ske et skred i retning af det sidste. At det nu også er et gyldigt parameter, hvorvidt det kan betale sig at kompensere den handicappede eller kronisk og uhelbredeligt syge. Dermed bliver det nemmere at sætte formler op for, hvornår det er rimeligt og fornuftigt at give ret til aktiv dødshjælp.
Både Jan og jeg insisterer på at holde fast i velfærdsstatens principper om solidaritet, ligebehandling og kompensation.
Vi kræver at leve livet så længe som muligt. Koste hvad det vil.
Eller ender vi som pauseklovne i eget liv.
Det er på tide at handicaporganisationer, politiske partier og andre tager denne handske op.
Det skal ikke glemmes, at det enkelte menneskes eget valg skal respekteres. Selv, hvis vedkommende træffer et andet andet valg end os.
Det er dødsens alvor!